Change to the hike in the Chillar river, Nerja

It is no longer possible to drive into the river bed, so now we must all park above the river. On the right side of Calle Mirto there is a new big parking space. This is the place to park. From there to the first waterfall up the river there are 8,6 km. This means that from the parking to the waterfall and back it is a hike of 17,2 km. Remeber that you mostly hike in the river itself in knee deep water, so wear shorts and shoes that can stand being wet, bring sticks, food and water and enjoy! 
There will constantly be updates and changes to the hikes. Please check here......
If the change is for an article in the Danish hiking book "Fod på Andalusien" the text will be in Danish, and if it is relevant for the English version, the text will be in English.
Ny beskrivelse af tur nr. 17 i Fod på Andalusien: Comares - en lille perle.
Hvor: Comares ligger ca. 20 km. nordøst for Málaga
Vandrefacts: Turen er på ca. 6 km. med 200 højdemeter at overvinde. Den tager ca. 2 timer. Desuden skal man afsætte mindst en time til at se byen.
 
 Comares er en lille landsby, der ligger højt på en bjergtop, og da byen byder på spændende vandreture og samtidig emmer af historie, er den et oplagt udflugtsmål. Af Else Byskov Fotos: Else Byskov Comares ligger kun omkring 20 km. fra Málaga i nordøstlig retning, så det er ikke langt, man skal køre for at komme til denne specielle by. Byen ligger på en bjergtop 703 meter over havet med stejle sider hele vejen rundt, så det var sikkert, fordi stedet var let at forsvare, at man allerede lang tid før araberne kom, anlagde en by her. Det er dog araberne, der har sat det største præg på byen, så et besøg i Comares er som et besøg i en gammel arabisk bastionsby.
Comares må have et aktivt bystyre, for dels er der gjort en masse ud af at fortælle om byens historie, når man går rundt i de smalle gader, dels er der anlagt og markeret adskillige vandreruter rundt om byen, og dels har byen et fint website: www.comares.es , hvor man kan læse om herlighederne.
Når man nærmer sig byen fra syd, kommer man til et par store parkeringspladser lige inden byen, og det er hér man skal parkere. Et par meter efter den sidste parkeringsplads kommer der på venstre hånd et stort skilt, som viser de mange vandreruter, der findes rundt om byen. Her bør man starte, for at få et overblik over terrænet.
Vores tur starter med, at vi går rundt om byen ad den rute, der hedder Fuente Gorda, og når vi er næsten rundt, springer vi over på den sidste halvdel af ruten Las Tejas, for til sidst at gå ind i byen og se på den. En kombination af disse to ture er super, for dels er det en dejlig rundtur på omkring 6 km, og dels får vi masser af flotte kig både op mod byen og ud over det storslåede landskab.
For at komme til starten af ruten Fuente Gorda, skal vi lige et par meter tilbage fra ruteskiltet ned mod parkeringspladsen, og der ser man en vej med skiltet til vores rute, som simpelt hen går rundt om byen ca. 100 m. under den. Hvis man ikke er til en længere spadseretur, kan man bare følge Fuente Gorda ruten hele vejen rundt, og det er en spektakulær vandretur på under 2 km.
Vores sti er en grusvej og efter 5-10 min. ser vi bjerget La Maroma lige ud for næsen, og som sædvanligt hilser vi pænt på majestæten. Vi må dog snart vende ryggen til ham, for vejen drejer i vestlig retning, og nu går vi nedenfor en lodret klippevæg, hvorpå byen balancerer højt oppe. Det er et fantastisk syn, som man sent glemmer.
På venstre hånd passerer vi en gammel sti, som går op til byen. Stien er for nyligt blevet totalt renoveret og har en fin brolægning samt rækværk. Herfra kan man altså komme direkte op til byen og borgen fra denne side, hvis man vil. Det var ad denne brolagte sti, at man i hine tider bragte vand fra Fuente Gorda op til byen.Hvis man var kvinde (og det var primært kvindernes opgave at hente vand) bar man vandet op i store lerbeholdere enten på ryggen eller i armene, og hvis man var en mand (og ellers nedværdigede sig til denne kvindedont) læssede man vandet op på sit muldyr, som man så trak op ad stien. En fin planche oppe ved borgen viser, hvordan vandet blev bragt op.
Lidt efter at man har passeret ”vandstien” ser man, hvis man kigger godt efter, nogle wirer, der er udspændt højt oppe af klippesiden. Og hvis man ellers har pudset brillerne, ser man måske også nogle mennesker, der hænger og dingler et sted oppe på klippesiden. Uha, uha tænker man og undrer sig over, hvad der foregår. Men sagen er den, at bystyret i Comares har fået den gode idé, at gøre byen til et udflugtsmål for ”bjergsidehængere” eller ”klippekravlere”. Denne aktivitet med at klatre op ad lodrette bjergvægge er blevet ganske populær, og den sidste gang, vi besøgte byen kunne vi se 8 personer der hang på bjergvæggen i færd med at bestige den. Det er altid et underholdende syn at se disse vovehalse i aktion, og der er ingen tvivl om, at initiativet er et trækplaster for byen. Der er udspændt wirer helt oppe og en slags bro for de frygtløse, hvor man skal krabbe sig sidelæns hen over en jernstang, mens man holder fast i en wire. Utvivlsomt megasjovt, hvis man er til den slags.
Vi kommer snart til Fuente Gorda, som stadig leverer vand til byen, men nu bliver det pumpet op. Man kan dog stadig få fyldt sin vandflaske her, for det friske vand løber stadig ud af en lille studs og ned i et trug. Lige bagved kilden ser vi nogle metal ”trin”, der er fæstnet ind i klippen. Det er en ”via ferrata” – jernvej, der er etableret, og ad hvilken man kan smutte op i byen, hvis man kan lide vertikale gys. Sidst vi passerede kilden var der også her et par friske fyre, der var på vej op, så der er gang i klippeforceringen på Comares klippen.
Kort tid efter at vi har passeret kilden, kommer vi til et vejkryds, hvor ruten Fuente Gorda fortsætter op til venstre. Her ser vi et skilt med ruten Las Tejas, og nu hopper vi over på denne rute, for ellers er vores tur for kort, synes vi. Nu går det lystigt nedad, og vi lader Comares bag os. Denne del af Las Tejas ruten går rundt om den bjergtop, der ligger vest for Comares, så det er en fin rundtur.
Ved den første lejlighed der byder sig, skal vi tage vejen til venstre, og her mener jeg en rigtig grusvej, hvorpå der kan køre motoriseret trafik og ikke bare en kort sti. Der er ikke noget skilt her, men det er når man når til et T kryds, at man skal gå til venstre. Det er den eneste vej, der fortsætter mod venstre, så der er ikke noget at tage fejl af. Nu går det jævnt opad, men vores anstrengelser forsødes af en fantastisk udsigt mod nord og vest - mod nord kan man se Sierra de Alhama og mod nordvest den smukke bjergkam der hedder Sierra de Camarolos.
Vi følger blot stien, som efter lidt under en times vandring kommer op til et hus med en rund mur omkring. Lige overfor huset står der tre ruteskilte (Buena Vista, La Mesa og La Teja). Her skal vi dreje op til venstre – der er nogle gule pile i vejen, der ganske vist peger i den retning, vi kom fra. Hvis vi løfter blikket, ser vi en interessant klippeknold oppe til venstre. Den har nogle besynderlige gule ”bemalinger”, men det er nu ikke maling, men lav, der har givet klippen farve. Vi følger nu denne meget fine sti, indtil den munder ud lige neden for byen.
Nu skal vi ind og se byen og fortsætter blot lige ud der, hvor vi atter rammer asfalten. Vi går altså ikke op forbi parkeringspladsen, hvor vores bil holder, men trænger ind i byen fra vest, og går op ad den jævnt skrånende vej, som fører ind i byen ovenfor Fuente Gorda stien, som vi på et tidspunkt kan se ned på.
Inde i byen har man lagt fodspor ned i vejbelægningen, så vi følger blot disse spor lige ud, til vi kommer til Plaza de los Verdiales. En verdial er en festlig sang, og pladsen er tilegnet sang og fest. Der står en festklædt spillende herre på pladsen, og da han ikke ser knibsk ud, går vi hen og ser om han vil flirte. Men i dag er han vist ikke i humør til den slags, så vi lader ham være.
Man kan nu gå op fra Plaza de los Verdiales mod kirken. Hvis man vil op til kirken, skal man gå til højre fra pladsen og ikke længere følge fodsporene. Kirken er bygget ovenpå arabernes moské og er ganske pæn at se på. Det er på kirkegaden, at man meget let kan blive inviteret ind i stuen af nogle damer, som er meget ivrige efter at sælge egnens produkter. Personligt har jeg her købt hjemmeslynget honning, selvhentet oregano, ditto kamille, avocadoer, citroner, tørrede figner og rå mandler, som smagte skønt. Desuden sælges der marmelade, olivenolie, hjemmelavet sæbe (!) og hjemmelavet, sød vin (vino del terreno). Det er ligesom blevet en del af et Comares besøg at komme ind i stuen hos disse damer og tage nogle af deres fine produkter med sig hjem.
Det er som om Comares ligger spredt ud over to bjergtoppe, så efter besøget hos damerne går vi tilbage til Plaza de los Verdiales og følger fodsporene over til byens anden top. Det var hér byens fæstning lå, og resterne af den ligger her stadig sammen med byens pittoreske kirkegård. På vejen hen til fæstningen passerer vi gaden Los Arcos, hvor man stadig kan se to fine buer fra arabertiden.
Fodsporene fører os nu hen til den fine nye port, der markerer starten af den flotte nyrenoverede ”vandsti”. Det er også her på en fin, nyanlagt plads, at man kan komme hen og hilse på ”klippeklatrene”, for her ender klatreruten. Da vi var der, var der 4 unge klatrere, der var ved at komme ”i land”. Jeg spurgte, om de ikke var bange og fik at vide, at de havde været megabange i starten, men nu var det bare sjovt. Det så også sådan ud. Nu går vi tilbage til ”vandporten” og følger igen fodsporene op til El Castillo – borgen. Der, hvor borgen engang har ligget, står der i dag en underlig, kæmpestor brun lerklump med huller i, og man undrer sig over, hvad det er. Det er vist nok resterne af det gamle fæstningstårn, men hvad hullerne var, skal guderne vide. Selv om man har gjort meget ud af at berette om byens historie og seværdigheder, er der ingen oplysning om, hvad hullerne er og var. Vi gætter på, at de var til træbjælker, der bar en ydre konstruktion, men hvis der er læsere, der har et bedre bud, hører jeg gerne om det.
Når man står oppe ved borgen har man et fantastisk kig ned mod Fuente Gorda stien og ud over vidderne mod nord. Et besøg i Comares bør også omfatte et kig ind på den spektakulære kirkegård, hvor de døde må være glade for den flotte udsigt. Vores tur ender på den centrale plads ovenfor parkeringspladsen, og her tager vi lige en forfriskning inden vi forlader denne spændende by.
Kort over vores Comares rute
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tur nr. 5 i "Fod på Andalusien"
Da jeg for nyligt vandrede ruten var der en del rettelser (nye skilte) så her kommer hele artiklen i en revideret version:

 

5. Las Alpujarras – en vandretur gennem de tre kendte byer Pampaneira, Bubión og Capileira
Las Alpujarras er betegnelsen for det bjergområde, der ligger på sydsiden af Sierra Nevada massivet. Da der er tale om et frugtbart område med masser af naturlige vandreserver fra de mange floder, der løber ned fra bjergkædens top, har det været befolket i adskillige tusinde år.

 

 

Hvor: Man kører nordud fra Motril og via Órgiva kommer man til La Alpujarra og den nederste af de tre byer: Pampaneira, hvor turen starter.
Vandrefacts: Turen (middel) er en rundtur på ca. 10 km. Der er 300 – 400 højdemeter at overvinde og turen kan tage op til 7 timer, for der er indlagt to museumsbesøg.Husk stave, for stien er til tider ret stejl.
Kort: Alpujarras Tour and Trail Map (Discovery Walking Guides)
Det er maurerne, der har givet området navnet Las Alpujarras, og man mener, at det stammer fra det arabiske ord ”abuxarra”, som betyder turbulent og ubesejret. Områdets historie har i hvert fald været turbulent, og det med det ubesejrede kan nok komme af, at maurerne fik lov til at blive boende i området i over 150 år efter Granadas fald i 1492. Om de ligefrem var ubesejrede, skal jeg lade være usagt, men deres tilstedeværelse blev tolereret. Men efter at de tilbageblevne maurere gjorde oprør i 1568, havde de kristne fået nok, og maurerne blev smidt ud af landet. Man var dog nødt til at beholde to mauriske familier i hver by, for de var de eneste, der vidste, hvordan vandingsanlæggene fungerede. Og uden vandingsanlæg ingen afgrøder.
Det blev jo lidt halvtomt i Las Alpujarras efter maurernes afmarch, så man ”importerede” folk fra især Galicien til at give et befolkningstilskud til området. Det er derfor, at byerne Pampaneira og Capileira samt floden Poqueira har galicisk-klingende navne. På trods af den galiciske indflydelse, er det stadig den dag i dag den arabiske kultur, der præger billedet. Især kan den spores i arkitekturen, der minder om den firkantede berberbyggestil i Atlasbjergene i Marokko, men også i de håndvævede gulvtæpper, der sælges i stor stil i området.      
                De tre byer Pampaneira, Bubión og Capileira er nok de mest kendte Alpujarras landsbyer og også dem, der får flest turistbesøg. Det skyldes sikkert, at de ligger utroligt smukt ved Poqueira flodens stejle kløft og nok også, at de har en fremmedartet arkitektur og atmosfære. Et andet trækplaster er den rene, klare bjergluft, som er vederkvægende at indånde og den stemning af ophøjet bjergro, der præger området.
                Den bedste måde at opleve de tre byer og Poquiera flodens løb på er ved at kaste sig ud i den herlige rundtur til fods, som her skal beskrives. Turen er på rundt regnet 10 km., men den indebærer en del vandren op og ned, så man skal afsætte ca. 7 timer til turen. Vores tur indbefatter også 2 interessante museumsbesøg, et kirkebesøg og en lang frokostpause, så det er ikke vandring hele tiden.
                 Turen starter i Pampaneira, og det er lettest at parkere sin bil på den lille parkeringsplads til højre for hovedvejen, lige efter et sving i byens øverste ende. Lidt nedenfor parkeringspladsen ser man en brun garageport og et skilt med Calle La Peseta. Der ligger nu et nyt ruralt hotel med navnet Estrella de las Nieves lige her, så det er let at finde stedet. Det er ad Calle La Peseta, at man trænger ind i Pampaneira.  
Man går nu lige ud, til man kommer til Calle Real, hvor man drejer til højre og begynder at gå opad. Herefter tager man 2. vej på venstre hånd lige før en lille vandkumme med en bænk. Her støder man efter nogle meter på GR 7 skiltet mod Bubión med den røde og hvide stribe. Man går lidt op til højre og her møder man et nyt skilt, med betegnelsen Sendero Pueblos de Poqueira, sti nr. PR A-70. Man skal følge denne sti helt til Capileira. Stien er velafmærket, men vær opmærksom på, at den ikke er identisk med GR 7, som på et tidspunkt går lige ud mens PR A-70 går lidt opad imod højre. Følg PR A-70 til Bubion. Vejen opad mod Bubión er ret stejl, men med en flot udsigt, og heldigvis er der ikke mere end godt en kilometer til vi ankommer til denne fine bjerglandsby.    
                  I Bubión går vi opad mod kirken og krydser kirkepladsen ved at dreje til venstre. I det fjerne hjørne af pladsen kommer vi til hjemstavsmuseet ”Casa Alpujarreña”, hvis hoveddør ligger oppe ad en lille trappe. Det koster 1,80 € at komme ind, og de er givet godt ud, for museet er indrettet i et gammelt Alpujarras hjem, så man kan se, hvordan man levede her i fordums tid. Huset stammer fra 1500 tallet, men er blevet ombygget en del gange. I dag står huset som det så ud, da kommunen overtog det, og der er tale om et typisk interiør fra midten af 1900 tallet. Det er meget sjovt at se de gamle soveværelser, stuen og ikke mindst køkkenet med de forskellige potter og pander.
                Der er også en kælder, hvor dyrene stod. Huset blev opvarmet dels fra et åbent ildsted i køkkenet og dels fra varmen fra dyrene nedenunder. I kælderen ses også det kar, hvor man med fødderne trampede druerne, så de kunne blive til vin, samt tønder til opbevaring af vinen. Man føler sig hensat til fjerne tider, når man går rundt i den fine bolig, som må have tilhørt en ret velstående familie. På væggen over et lille skrivebord hænger der en ”salvoconducto” (en passérseddel), som under Francotiden har givet bæreren tilladelse til at rejse én gang til Frankrig. Ak ja, dengang var det ikke så nemt at komme ud af landet, og et pas var der ikke noget der hed. 
               Ved udgangen fra museet får vi hver en lille pose lokalt indsamlet oregano til minde om besøget, og vi bliver opfordret til at skrive i gæstebogen, hvilket vi selvfølgelig gør. Museet har åbent fra 11-14 og i weekender desuden fra 17-19. Der er lukket om tirsdagen.
               Nu skal vi videre mod Capileira og vi tager derfor Calle Real, som efter ganske få meter går over i Calle Liso. Vi følger nu Calle Liso i retning mod Capileira og ser snart Bubions fodboldbane. Lidt efter foldboldbanen deler stien sig, og man skal være opmærksom og holde øje med skiltene for PR A-70. Stien afviger op imod højre lige efter en lille kløft med vandløb. Nu går det lidt opad, men så drejer stien til venstre og går parallelt med kørevejen mellem Bubion og Capileira, men nedenfor denne. Det er en fin gammel sti som er nem at gå på, og der er en fantastisk udsigt ned over dalen til venstre.
                 Vi kommer ind i Capileira ret langt nede og følger blot stien ind i byen. Vi ser nu til vores glæde, at der også her er et museum, og det må vi straks hen og se. Museet hedder Pedro A. de Alarcón, men umiddelbart ser det lukket ud. Der står dog på døren, at man bare skal banke på, så det gør vi, og ganske rigtigt kommer der straks en dame og lukker os ind. Her koster det kun 1 € at bese herlighederne, så igen er det pengene værd. Museet er indrette i to nabohuse, der er bygget i den helt traditionelle capileirastil. Husene har et grundareal på omkring 4 x 8 meter hver, og i bunden boede dyrene. Ovenpå i varmen (og lugten) fra dyrene boede menneskene så. De to huse er blevet slået sammen og for neden er der udstillet en del forskelligt værktøj fra gammel tid. Dengang var det sådan, at når man f.eks. stod og manglede en drejebænk, så bestilte man den ikke bare over Internettet, nej, man måtte selv fremstille den i sit ansigts sved. En mængde sådanne hjemmelavede værktøjer er udstillet sammen med nogle ski fra 1950érne. Ovenpå er der stue/køkken og soveværelse, men der er hverken bad eller toilet, så man kan selv tænke sig til, hvor vask og toilette foregik. Stuerne er dog meget fint indrettet med fornemme ting, og museet har da også fået meget foræret af de lokale bysbørn. Museet er åbent lørdag og søndag fra 11-14 og om lørdagen også fra 16 – 17.30. Yderligere information på 958763051.
               Vi bliver lukket ud af museet for oven, og det betyder, at vi nu er i niveau med kirken, som ligger ca. 100 m. til venstre i nordvestlig retning. Kirken er bygget på det sted, hvor araberne havde deres ”mesquita” (moské), og den ældste del stammer fra 1501. Vi stikker lige snuden ind i kirken for at se, om der skulle være sket noget nyt på den katolske front, men det ser som forventet ikke ud til at være tilfældet. Vi trisser så ud igen og videre op mod Plaza del Calvario, byens centrale plads, hvor det meste af folkelivet foregår. I dag er der særligt meget af slagsen, for det er markedsdag og en masse varer er til salg fra små boder.
                Vi krydser pladsen med det 100 år gamle lindetræ og tager Calle del Cubo henne for enden. Vejen går nedad mod ”Apartamentos Vista Veleta”, og her drejer vi til højre. Kort derefter drejer vi til venstre to gange og tager en vej, som er dels stenbelagt og dels belagt med beton. Den går ret stejlt nedad, og vi fortsætter indtil vi i et lille sving ser et skilt over en del af naturparken. Her begynder en sti, som de første 10 meter går parallelt med vejen, og det er denne sti, vi skal tage. Man kan kende stien ved, at der er en lille stenbro over et vandløb ca. 10 meter nede. Der er et skilt, hvor der stå ”Camino Puente de Chistal” – det er denne sti, vi skal tage, for el Puente Chistal skal føre os over på den anden side af Poquiera floden.
               Stien er ret stejl og den ligger med en meget flot udsigt over Poquiera kløften, så vi beslutter os til at spise vores medbragte madder siddende på bjergsiden med dette skønne syn for øje. Poquiera kløften er vild og dramatisk og må beundres behørigt. Efter frokost går det rask nedad og snart passerer vi broen over floden.
Nu kravler stien lidt opad og følger derefter flodens løb sydpå. Stien har et par udløbere, men man skal hele tiden vælge den nederste sti, sådan at man ikke kommer væk fra floden. Stien har været den eneste adgangsvej til de få cortijos (gårde), der ligger herovre på flodens vestside. Et par af dem ser stadig ud til at være beboede, så vi lister forbi uden at forstyrre. Ved en cortijo er der en helt fantastisk ”era” eller tærskeplads, og fra denne side af floden er udsigten op mod Capileira, som nu troner over os, helt enestående. Og herfra kan vi også se selve majestæten ligge der i al sin sneklædte pragt: Mulhacen himself.
                Det tager et par timer at vandre ad stien tilbage til Pampaneira, og på et tidspunkt deler stien sig, sådan at man kan tage vejen til venstre ned mod en bro, der fører over floden igen og op til Capileira og Bubión. Det er ikke den sti, vi skal tage, for vi skal jo tilbage til Pampaneira, så vi tager stien på højre hånd. Efter at stien har delt sig, kommer der et stykke med en krap stigning, så det er om at have kondien i orden til denne del af turen. Ved en Y gaffel, skal man tage den højre sti. Efter stigningen kommer man op til en slags græsklædt mark, hvor der har ligget en ret stor cortijo. Her ved gården har man en helt enestående udsigt til alle tre byer og til Mulhacen. Her ser man også et skilt med påskriften: Sendero local ”La Atalaya”, og det er så heldigt, at det er denne sti, man skal tage for at komme tilbage til Pampaneira. Og nu går det nedad. På et tidspunkt går stien under en kolos af en klippeblok, der tårner sig op over vores hoveder, så vi beder til, at den lige bliver stående, mens vi smutter forbi. Det ser ud til, at en del af stien har være skyllet væk under et regnskyl, så stien er ret svær at gå på og fuld af ”rullesten”, så husk stave!    
                Der, hvor vi kommer ned, er der anlagt en fin ny bro over Poquiera floden, så vi krydser floden igen og følger grusvejen ind til Pampaneira. Ved en tærskeplads skal vi gå ovenover pladsen og derefter op i byen. I udkanten af byen støder vi igen på GR 7 markeringerne, og dem følger vi det sidste stykke vej ind til centrum. Vi tager op til Pampaneiras centrale plads, hvor der altid er masser af folkeliv, og i mangel af konditorier og kager, må vi nøjes med en Cola hver. Til gengæld er der tider i ens liv, hvor en Cola smager skønt, og en af dem er, når man har vandret mellem Pampaneira, Bubión og Capileira.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Carratraca til El Burgo

 

Ruten

Turen starter på torvet i Carratraca, som hedder Plaza de la Constitucíon. Med ryggen til posthuset går man ned imod det venstre hjørne, lige til venstre for en “estanco” (tobaksforretning). Man går nu ned ad Calle Málaga. I vejkrydset for enden af gaden går man over vejen, idet man holder lidt til højre og går ned ad en stejl gade.  Hvor vejen deler sig i tre, tager man vejen i midten, som fortsætter stejlt nedad. Når man når ned til hovedvejen, drejer man skarpt til venstre gennem en tunnel, der fører under vejen. Man drejer nu til venstre og straks derefter til højre og krydser bækken Arroyo de las Cañas.

                     

Efter bækken passerer man en mølle med et palmetræ, og nu går det stejlt opad, indtil man når et vejkryds. Her skal man blive på vejen og blot ignorere en cementbelagt vej, der gå op til højre.  Vejen drejer snart t.v. ved en lille eukaluptus lund, krydser en udtørret bæk og fortsætter opad til højre forbi en lund af citrontræer. Vejen går forbi et lille hvidt hus og kommer snart op til et vejkryds med en bred grusvej.

 

Her skal man tage vejen til venstre. Stien følger bjergets kurver og løber et stykke parallelt med hovedvejen under os: A-357. Stien fortsætter mellem oliven- og mandellunde, før den passerer forbi en fancy port til en villa med to græske urner ovenpå portsøjlerne. Her drejer stien mod højre, og man skal blive på hovedstien og se bort fra en sti, der går af imod højre. Stien løber på en lille kam og bliver snart cementbelagt – nu går det nedad imod et vejkryds ved en mast.

 

Her skal man tage vejen til højre, som drejer og går forbi indgangsporten til Las Minas. Nu går stien opad med en bæk på højre hånd. Når man når et vejkryds, skal man fortsætte lige ud og blive på stien, til man kommer til en kryds, hvor 3 veje mødes. Tag vejen til højre og fortsæt opad. Vejen kommer nu op på østsiden af Sierra de Alcaparrain, og på et tidspunkt når man et stort skilt, hvor der står: Puerto Martínez 4,3 km. Her skal man dreje til venstre. Nu bliver vejen lettere og går lige ud for en stund og passerer forbi et nedlagt marmorbrud.

 

Vejen fortsætter forbi ruinen af en gård på venstre hånd, og nu begynder det at gå svagt nedad. Kort tid herefter krydser stien asfaltvejen MA 445. Gå til højre og ned ad en lille sti til et kryds. Her går man til højre og vandrer parallelt med asfaltvejen, som man nu har på højre hånd. Man passerer et skilt med Puerto Martínez og fortætter op til et pas.

 

Her fortsætter man ned ad MA 445. Vejen går forbi Cortijo de Perdigón på højre hånd og når snart et stort skilt på venstre hånd, hvor der står: Cañada Real de Ronda, Camino de Ronda a Málaga. Det er den gamle kvægdriversti mellem Málaga og Ronda, vi her har nået, og den skal vi følge et langt stykke. Drej derfor til venstre ad La Cañada og efter 25 m. t.v. igen ad en stenet sti, som nu går parallelt med Sierra de Prietas nordvest flanke. Meget smukt er det. Stien går forbi ruinene af en gård og begynder derefter at gå nedad. Stien snævrer ind og passerer endnu en ruin på venstre hånd.

 

Hold godt øje med varder på denne del af ruten, for stien er svær at se her, og varderne er den eneste vejviser. På et tidspunkt krydser man en bæk og går op igennem en meget stenet mark. Hold øje med varderne! Ved en grøn vandtank når man en bred sti, hvor man drejer til højre. Bliv på den brede sti, som på et tidspunkt krydser en lille cementbro og når hen til en kæmpestor klippe på venstre hånd.

 

Her skal man forlade den brede sti og gå opad mod venstre – igen: hold udkig efter varder, som vil vise vej. På et tidspunkt når man op til en bred mark, som er anlagt hen over La Cañada – det må man ikke, men en bondemand har altså gjort det alligevel. Kryds marken og hold øje med varden på den anden side. Her er der en utydelig sti, der går på højre side af marken. Følg denne sti op til den krydser to udtørrede bække. Gå til højre og derefter til venstre og forbi en gammel vandingskanal. Man ser nu ruinerne af de to gårde Cortijos del Pilar, og fra nu af bliver det let.

 

Man når et vejkryds og fortsætter blot lige ud. Vejen er kendt som El Camino del Enmedio og den går blidt nedad og inden længe får man El Burgo i sigte. Fortsæt på vejen indtil den møder MA 445. Her drejer man til venstre og krydser en gammel romersk bro. Gå ind i El Burgo og nyd denne lille perle af en landsby og glæd dig over, at du har tilbagelagt 23 km. til fods i noget af Spaniens smukkeste landskab.

 

 

 

  Den røde streg angiver ruten. Jeg løb tør for strøm til min GPS, så derfor stopper stregen før El Burgo.

 

 

© 2013 by Else Byskov

FOLLOW ME

  • Wix Facebook page
  • Wix Twitter page
  • c-youtube